WebSiteTemplate.org
Velkommen > Fakta > Historien bag knogleforlængelse
 
 
 

Historien bag knogleforlængelse

De første knogleforlængelser beskrevet i den medicinske litteratur blev udført af italieneren Codivilla i 1905. Han oversavede knoglen og forlængende benet til den ønskede længde i en seance.

Codivillas apparatur

Forlængelsen blev opretholdt ved hjælp af gipsbandager og en strækwire. Proceduren krævede længerevarende sengeleje og havde mange komplikationer. 

Først i 50'erne udviklede Ilizarov sit forlængelsesapparatur og sin forlængelsesteknik. Det foregik i Rusland uden de vestlige kirurgers kendskab. Hans teknik baserede sig på hans eget forlængelsesudstyr (Ilizarov-rammen) og en forlængelseshastighed på 1/4 mm fire gange dagligt. Ilizarov-rammen tillader patienter at støtte på benet med nogen vægtbelastning.

Ilizarov bag sit skrivebord               Patient med Ilizarovs apparatur på begge underben

Parallelt med Ilizarov arbejdede den tyske kirurg Von R. Wittmoser med knogleforlængelse. Han udviklede en ringfiksator i 1953 i stil med Ilizarovs, men hans forlængelsesteknik fik aldrig den samme anerkendelse.

I 70’erne udviklede professor H. Wagner sin teknik til knogleforlængelse. Han forlængede benet 1,5 cm øjeblikkeligt og derefter 1,5 cm om dagen. Han anvendte unilateral fiksering og forlængelsesudstyr. 

        Professor H. Wagner            Wagners forlængelsesudstyr  Wagners forlængelsesudstyr  Wagners forlængelsesudstyr

Wagners knogleforlængelsesteknik var den fremherskende i vesten, indtil Ilizarovs teknikker blev kendt i starten af 90’erne.

I 70’erne begyndte man sideløbende med den udvendige fiksering at udvikle specielle marvsøm, over hvilke man kunne fortage knogleforlængelse (se evt. apparaturets historie).

Knogleforlængelse over marvsøm

Disse marvsøm spås en lys fremtid, idet de er mere komfortable for patienten end de kendte former for udvendig fiksering.