WebSiteTemplate.org
Velkommen > Fakta > Apparaturets historie
 
 
 

Apparaturets historie

Udstyr til knogleforlængelse baserer sig på mekanisk fiksering af knoglen både som eksternt (den bærende del af udstyret sidder uden for knogle og hud) og internt udstyr (under huden og forankret i knoglen).

Hippokrates beskrev også fiksering af brud med instrumenterMekanisk fiksering af knoglebrud er kendt længe tilbage i tiden. Lægevidenskabens fader Hippokrates (430 til 377 f.K) beskriver fra sin tid manipulering og fiksering af brud med forskellige instrumenter.

En af de første mere detaljerede beskrivelser af apparatur er fra 1840, hvor Malgaigne lavede ”pinde” til påsætning af eksternt apparatur.

Pindene i Malgaignes apparatur nåede ind og støttede  knoglen på dens overflade

Malgaignes pinde blev siden modificeret af Roux og igen af Ollier.

Roux' apparaturOlliers apparatur

Det første knoglefikseringsapparatur, der passerer helt igennem knoglen, kom i 1893 designet af en engelsk kirurg, Keetley.

I 1894 lavede den amerikanske kirurg Parkhill et unilateralt fikseringssystem bestående af en plade og knogleskruer.

Parkhills fikseringssystem

Lambotte, en belgisk kirurg, var den første, der i 1902 lavede et apparatur specielt designet til ekstern fiksering. Apparaturet tillod placering af fikseringsskruerne i den retning, kirurgen fandt det passende. Skruerne var forbundet til en barre via justerbare clamps. Lambotte var samtidig den første, der beskrev og anvendte selvskærende skruer i ortopædkirurgisk regi.

Lambottes apparatur    Justerbar clamp

Italieneren Codivilla anvendte et apparatur til knogleforlængelse i 1905, hvor han kombinerede en fiksering med gips og wire.

Codivillas apparatur fra 1905

I 1927 anvendte Abbot metalpinde, som han førte gennem knoglefragmenterne, og monterede disse på fjedre for at opnå den ønskede længde.

Shanz, Anderson og Reidel brugte knogleskruer i kombination med gipsbandager til fiksering af knoglebrud. Herved opstod deres ide til udviklingen af et eksternt justerbart knoglefikseringsapparatur.

Stader, der var dyrlæge, udviklede først apparaturet til hunde i 1934.

Staders apparatur var primært til hunde

I 1936 kom Andersons fiksator til brug på mennesker.

Andersons apparatur var til mennesker

I 1948 indbyggede Allan en skruemekanisme i en ekstern fiksering, således at forlængelsen kunne kontrolleres.

Først i 50'erne udviklede Ilizarov sit forlængelsesapparatur og sin forlængelsesteknik. Hans teknik baserede sig på hans eget forlængelsesudstyr (Ilizarov-rammen) og en forlængelseshastighed på 1/4 mm fire gange dagligt.

Ilizarovs apparatur på underbenet               Ilizarovs apparatur på underbenet

I 70'erne forfinede den italienske professor Giovanni De Bastiani sammen med sin Verona-gruppe den unilaterale eksterne fiksering, senere kendt under det kommercielle navn Orthofix.

Giovanni De Bastiani           Orthofix på knogle           Patient med Orthofix på lårbenet

Eftersom de knogleforlængende operationer blev mere og mere udbredte, steg ønsket om et forlængelsesudstyr, der var mere komfortabelt for patienten.

Det første bud på et sådant udstyr kom den franske professor Robert Judet med i 1971. Han lavede et marvsøm, der via en udvortes skrue gradvist kunne forlænges. Apparaturet virkede fint, men infektionsraten var høj (grundet forbindelsen til knoglen gennem huden via drejeskruen udvortes), og sømmet blev droppet.

I slutningen af 70’erne udviklede den russiske læge professor Bliskunov et marvsøm til gradvis forlængelse. Han forlængede over 100 patienter, men videreudviklingen af sømmet stoppede ved hans død. Sømmet anvendes stadig i Rusland.

Bliskunovs forlængelsessøm.

Albizza-marvsømmet er blevet udviklet siden 1986 af Dr. Jean-Marc Guichet. Det er et mekanisk søm, der gradvist forlænger benet ved rotation over sømmet. Selve rotationen udfører patienten selv med planlagte intervaller. Rotationen kan være ubehagelig og smertefuld for patienten.

   

Her ses Albizzia-sømmet uden for og inden i en knogle.

I 90’erne kom de tyske læger Betz og Baumgart med et ”elektrisk” motoriseret forlængelsesmarvsøm. Fitbone® er det kommercielle navn.

Fitbone marvsøm i underben og lårben

ISKD-sømmet (intramedullary skeletal kinetic distractor) er en forbedret udgave af Albizza-sømmet. Sømmet forlænger via langt mindre bevægeudslag som de små bevægelser, der opstår, når patienten bevæger sig.

 ISDK-søm i lårben

ISDK-sømmet først i tegnet udgave og dernæst i lårben på røntgenbillede.