WebSiteTemplate.org
Velkommen > Et typisk patientforløb
 
 
 

Et typisk patientforløb

Hvis vi tager udgangspunkt i patientens første kontakt med os, sker denne som regel, efter at vi har modtaget en henvisning fra en anden ortopædkirurgisk afdeling i landet. Vi ser så patienten i vores ambulatorium, hvor vi får en nøje beskrivelse af det forudgående hændelsesforløb, får taget relevante røntgenoptagelser, laver en undersøgelse af patienten, og slutteligt planlægger vi et eventuelt operationsforløb sammen. Senere får patienten et brev, hvori dato og sted for operationen fremgår.

Patienten møder ind på afdelingen enten dagen før eller tidligt om morgenen på operationsdagen. Patienten bliver set af en narkoselæge, får taget relevante blodprøver, kommer i sygehustøj og får en seng. Når der er klar på operationsgangen bliver patienten kørt i sin seng af en portør til et lille forrum til operationsstuen, hvor bedøvelsen udføres. Når patienten er bedøvet anlægges der smertekatetre og flyttes herefter ind på operationsstuen, her lejres patienten på operationsbordet og benet, der skal operes på afsprittes og afdækkes med sterile afdækninger så der er klar til operation.

Efter operationen vækkes patienten på operationsstuen og flyttes i sin seng til opvågningen.
På opvågningen observeres man til bedøvelsen er ude af kroppen og til man er klar til at komme på afdelingen. Man er oftest omkring 3-5 timer på opvågningen.

Når man kommer på afdelingen er det mest den smertestillende behandling vi koncentrerer os om i starten, hvis ikke der er andre problemer. På afdelingen bliver patienterne trænet af fysioterapeut mhp. hurtig mobilisering, mobiliseringsgraden er afhængig af patienten og den operation der er udført.

Hvis det er en ukompliceret forlængelsesoperation patienten har gennemgået er indlæggelseslængden oftest omkring en uge. Det passer som regel med at patienten på udskrivelsesdagen skal starte sin forlængelsesproces og kan derfor blive instrueret / oplært i det på afdelingen - oftest af vores specialistsygeplejerske.

Efter udskrivelsen møder patienten til ambulante kontroller ugentlig i forlængelsesfasen. Det er for vi kan følge processen tæt og fange eventuelle problemer i opløbet. Når forlængelsen er færdig kan vi i hærdningsfasen nøjes med at se patienten ca. en gang om måneden.

Når vi skønner knoglen / forlængelsesstykket er ved at være hærdet, tester vi styrken af det i ambulatoriet, det gøres ved at løsne forbindelsen mellem de ringe der er placeret på hver side af forlængelsesstykket. Når vi skønner knoglen hærdet finder vi en tid til fjernelse af apparaturet i fuld bedøvelse. Det kan oftest klares på en dag, hvor patienten møder ind om morgenen og tager hjem om eftermiddagen.

Vi ser oftest patienten 3 mdr. efter apparaturet er fjernet til en afsluttende kontrol.